På togt på Amager

Jeg satte mig for, at i dag skulle være dagen, hvor jeg begav mig ud i det fri og fik testet nogle af de lokale spisesteder af. Da det var lige efter frokost, tænkte jeg, at en kop kaffe og lidt sødt til ganen ville gøre mig godt.

Heldigvis har Amager et stort udvalg af muligheder for at få slukket lækkersulten og vejret er smukt, så det bliver til en tilfældig oplevelse i dag, og hvilken én. Men det kommer jeg til senere, for først skulle jeg lige finde derhen. Jeg havde hørt om en god kaffebar på Holmbladsgade, så satte i retning mod den. På vej op ad Amagerboulevard falder jeg dog over en lille hjørnebutik. Døren er kunstnerisk malet, loftet indrettet med hængende blomster, og en klassisk sort tavle med dagens tilbud på kaffe og cup cakes står foran butikken.

 

Delikat overraskelse

Selvom det egentlig var et andet sted, som jeg havde tænkt mig at besøge, så lader jeg mig lokke af butikken med den turkise dør.

 

Da jeg træder ind, bliver jeg mødt af to smilende kvinder, der er i gang med en samtale, som jeg ikke forstår meget af. Det var der en grund til, fandt jeg ud af. De hilser mig pænt velkommen, og jeg spørger ind til, hvad de har i køledisken. Jeg bliver præsenteret for en række savlindbydende cup cakes i forskellige varianter, der på dagen bl.a. var double chocolate, oreo, vaniljekage med saltet karamel, red velvet og i anledningen af ugens Copenhagen Pride-festival også nogle regnbue-cup cakes.

 

Selvom de cup cakes så indbydende ud, er det særligt et par kager, der bedst kan beskrives som glasurmonstre, der fanger min interesse. Ekspedienten fortæller mig, at det er en traditionel Islandsk bolle, en såkaldt snudar, der minder en smule om det, vi i Danmark kender som en kanelsnegl. Dog noget mere svampet, får jeg at vide af hende. Her får jeg så også svaret på, hvorfor jeg ikke forstod en dyt af den samtale, de to havde, da jeg kom ind i butikken. Både ejeren og ekspedienten er nemlig fra Island.

 

Kaffekortet er klassisk, og jeg beslutter mig for at nappe en Americano i dagens anledning. Alt i mens står de generøst proportionerede snudar og stirrer stift på mig. Jeg lader mig friste og bestiller mig en snudar med karamelglasur.

 

Mens jeg venter på kaffen, spørger jeg lidt ind til forretningen, og jeg får fortalt, at selve butikken kun er en del af forretningen. Deres speciale er i at lave skræddersyede kager til særlige lejligheder som bryllupper, dåb og fødselsdage. ”Du kan se nogle af vores kager, hvis du går ind på vores Instragram-profil,” siger ekspedienten venligt, mens hun parkerer kanelmonstret foran mig.

 

Som sagt, så gjort. Jeg venter lidt med at sætte tænderne i kanelmonstret, og tjekker profilen ud i stedet, mens jeg venter på kaffen. Det er noget af et syn, du bliver mødt af, særligt hvis du som jeg ikke er specielt kunstnerisk anlagt, for hold da op for nogle æstetisk tiltalende kreationer jeg bliver mødt af. En af dem har en drage monteret på toppen, hvilket vækker min interesse.
Jeg spørger, om det er noget, de gør ofte og får svaret, at det tit sker, at folk har særlige ønsker, som de dygtige kagekreatører fører ud i virkeligheden. Hun ser dog mit overraskede blik, og tilføjer, at dragekagen er en særlig en, men at det faktisk regelmæssigt hænder, at folk bestiller sådan nogle udførlige og detaljerede figurer. ”Oftest er det dog klassiske ting, f.eks. små babysko til dåbskager eller en fødselsdagskage med barnets yndlings tegnefilmsfigur på,” siger ejeren, Ynja, da hun kommer op fra baglokalet.

 

Jeg sipper en tår af min kaffe inden jeg dykker ned i det lækkerhedsmonster, der ligger foran mig. Snudaren er dækket af lag af karamelglasur, og sammen med kanelen er det en himmelsk kombination. Jeg må nok også sige, at de islændinge er bedre til det med kanelbagværk, for den er lige en tand over den traditionelle danske kanelsnegl. Den har en lækker, fast og svampet konsistens, mens kanelsmagen er lige tilpas – Mums!

 

Jeg slubrer den generøse portion i mig, mens jeg lytter til ejerens svar på mine spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg kun lyttede med et halvt øre, da resten af mit væsen var helt forsvundet i kanel- og karamelhimlen.

 

Jeg får dog opfanget, at hvis du skal have fat i en af de specialdesignede kager, kræver det, at du er en smule på forkant, da forretningen har travlt, mens de samtidig også vil sikre kvaliteten i det endelige produkt, så intet bliver forhastet. ”Du skal gerne være en tre uger på forkant, gerne fire, hvis du vil være helt sikker,” siger ejeren inden hun forsvinder ud bag i forretningen igen. Så har du behov for at bestille en kage i København, og egentlig også bare hvis du er lækkersulten, så vil jeg helt sikkert anbefale dig at tage et smut forbi den hyggelige lille forretning på Amager Boulevard.

Related posts

Leave a Comment